Det sidste ord

Det er med vemod, at jeg for ganske nylig tog afsked som e-hjælper i det foreløbigt sidste nyhedsbrev. Her er et uddrag:

Kære e-ven,

Du læser lige nu det sidste nyhedsbrev fra Din e-hjælp. Siden årsskiftet har jeg lige så stille lukket ned for opgaver, mens de af jer der stadig har klippekort selvfølgelig får mulighed for at indløse de timer, I har til gode.

Det har været en svær beslutning, for jeg ved, behovet i den grad findes, men samtidig har økonomien ikke kunnet hænge sammen. I stedet satser jeg på at kombinere min interesse for livshistorier med min faglige baggrund som journalist og forfatter. Et af motiverne bag Familieskatten kommer også fra min egen baggrund som adopteret, som du kan læse mere om her. 


Det endelige punktum for e-hjælpen bliver sat i bogform. I øjeblikket er jeg ved at samle en håndfuld portrætter, der overordnet giver et indtryk af, hvem der er kommet i klemme digitalt. Bogen bliver udgivet med støtte fra Fonden Ensomme Gamles Værn, og den bliver sendt til alle landets Borgerservicecentre. Håbet er, at bogen vil udbrede en forståelse for de mennesker, der kommer ned og skal have hjælp. Udgivelsen er planlagt til dette efterår.

Flere af jer har også spurgt, om jeg kan henvise til andre, der kan hjælpe. Umiddelbart er mit eneste bud en lokal seniorklub, Ældre Sagen eller måske et aktivitetscenter med IT-undervisning. 

Til slut kære e-ven: Tak for din støtte og din opmuntring. Det har virkelig betydet meget, og det er vemodigt at skulle sende denne sidste omgang. Det er muligt, jeg sender et pip igen, når bogen er trykt og kommet ud i verden.

Pas rigtig godt på jer selv sålænge. Forhåbentlig løber vi på hinanden alligevel :-)


Med kærlig hilsen

visitkort.jpg

Det var hovedbudskabet, men hvis du vil se hele nyhedsbrevet, finder du det ved at klikke her.

Er din DAB-radio ved at dø?

I stedet for at høre radio via FM-båndet er der mange, der er glade for at høre programmerne via et digitalt signal på en DAB-radio. Men tjek lige om den stadig kan modtage programmer efter 1. oktober, hvor det digitale signal ændrer sig til formatet DAB+. Helt op mod 400.000 DAB-radioer bliver værdiløse om et par uger.

  Denne model viste sig desværre at være købt i 2009. Dermed er radioen til at skrotte efter den 1. oktober. (Foto: mavesen)

Denne model viste sig desværre at være købt i 2009. Dermed er radioen til at skrotte efter den 1. oktober. (Foto: mavesen)

Hvis din DAB-radio er fra år 2012 eller senere, så skulle den kunne tage det nye format. Hvis du på din radio her og nu kan høre DRs regionalkanal P4, er det et sikkert tegn på, at dit radioapparat også virker efter 1. oktober. Efter skæringsdatoen skal du muligvis lige nulstille radioen og finde kanalerne igen.

Det nye DAB+-format gør det muligt at tredoble antallet af radiokanaler, så der i alt bliver 18 kanaler fremover. Det bliver et miks af landsdækkende og regionale og kommercielle kanaler.

Vil du vide mere om skiftet til DAB+, er der gode svar på Mere Radios hjemmeside her.

Når 50 procent af radiolytningen foregår via digitale kanaler, bliver FM-båndet nedlagt senest to år efter, har politikerne vedtaget i medieaftalen. Da de blev enige om den aftale i 2015, foregik 26 procent af lytningen digitalt, skriver Slots- og kulturstyrelsen på sin hjemmeside. Tallet for første kvartal 2017 er imidlertid steget til 33 procent.

I Norge slukkede de for det landsdækkende FM-signal i januar 2017, og efterfølgende er særligt bilister og vognmænd utilfredse, fordi DAB-signalet ikke går ligeså godt igennem som FM. Forhåbentlig er forholdene her i flade Danmark bedre end mellem de norske fjelde, for begravelsen af FM-båndet rykker nærmere og nærmere.

Bid ikke på krogen

- Hvor er jeg glad for at få dig i røret, sukker den fremmede dame lettet i telefonen. Hun ringer og er oprevet. Med virkelig god grund.

Hun hedder Majbrit og fortæller, at hun har haft en mand i røret, der hævdede at være fra Microsoft, og at der var noget galt med hendes computer. Han var svær at forstå, for han talte så gebrokkent engelsk. Selv om hun var skeptisk, fik de hende alligevel til at hente noget ned på computeren.

- Når jeg spurgte ham, om det virkelig kunne passe, at han var fra Microsoft, blev han mopset og skældte mig ud, siger førtidspensionisten.

Han sagde også, at hvis han var en ‘rigtig hacker’, ville han bare kunne gå ind på hendes computer uden videre. I omkring en time prøvede han at få kvinden til at følge sine instrukser, men på et tidspunkt blev hun rigtig bange, og hun truede med politi og lagde på.

- Men så skrev de sådan nogle beskeder til mig inde på computeren, at hvis jeg ringede til politiet, var jeg nu selv blevet kriminel, fordi jeg havde gjort, som de sagde, fortæller hun.

Majbrit bruger ikke sin computer særlig tit, for hun er mest på iPad’en. Hun vil vide, om der nu også er risiko for, at forbryderne har adgang til den også. Det kan jeg berolige hende med, at de ikke har. Hun har heldigvis heller ikke givet dem sine kreditkortoplysninger, men åbenbart en form for fjernadgang. Jeg henviser hende til en dygtig it-konsulent, der kører i hendes område, og som kan komme og kigge på hendes computer.

Det, de skruppelløse idioter gør, er at de oplyser en lang række tal og bogstaver. Helt præcist dette her: 

888DCA60-FC0A-11CF-8F0F-00C04FD7D062

 Ser du denne sorte boks (her i formindsket udgave) er du ved at være gået for langt. Smid røret på.

Ser du denne sorte boks (her i formindsket udgave) er du ved at være gået for langt. Smid røret på.

De påstår, at det er et unik ID-nummer til netop din computer, men det er løgn. Den talstreng ligger på stort set alle maskiner.

Dette her ‘unikke ID’ bliver deres ‘bevis’ på, at de skulle have reelle hensigter. De beder dig om at holde Windows-tasten nede og samtidig trykke på R. Bagefter vil de have dig til at taste ‘cmd’. Så kommer der en sort boks frem, og hvis du ikke allerede har fået dem ud af røret på dette tidspunkt, så gør det nu. 

Det er noget forbandet svineri, og jeg håber virkelig ikke, de får skovlen under flere.

Den var ikke gået i børnehaven

I aftes var der græskarsuppe til forret henne på plejehjemmet. Hver anden onsdag er jeg frivillig måltidsven, hvor jeg sidder med om bordet og prøver at få liv i samtalen. Det har jeg gjort siden september 2015. Efter den orange suppe, der var lidt for stærk for et par stykker og ikke varm nok for nogle andre, var der kartoffelmos med boeuf bourgignon og hjemmesyltede rødbeder.

Menuen fejler ingenting, men det er altså ikke på grund af maden, jeg fortsætter med at dukke op. Nej, jeg er der, fordi jeg gerne vil gøre lidt stads ud af de mennesker, der gennem et langt liv nu er havnet på en etage med fællesspisning på et plejehjem på Frederiksberg.

 Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Der er Ruth, som elsker en mad med rejesalat. Hun har strikket enormt mange firkantede lapper, som hun har sendt videre, hvor andre har syet dem sammen til tæpper, der blev givet til hjemløse. Hun svarer med enstavelsesord, og for nylig var hun havnet i rullestol og virkelig afkræftet.

Overfor Ruth sidder Jytte. Hun er over 91 år gammel, og hun er svært dement. Desuden hører og ser hun også enormt dårligt, men jeg har fået hende til at fortælle lidt om sin baggrund. Hvordan hun elskede at synge i skolen, men det fik hun meget strenge ordrer på var forbudt. Og hvordan hende og tvillingesøsteren var uadskillelige, og at familien boede både på Fyn og senere i Jylland.

I går talte jeg for første gang med Gerda. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg været lidt utryg ved hende, for hun har mistet meget af sit sprog, så det er svært at regne ud, hvad hun mener, når hun sidder i sin kørestol og råber. Høje, uforståelige lyde, der gør de andre ældre nervøse. Hun er en kraftig dame med mange kræfter, men bevægelserne har hun ikke længere helt styr på.

Hun bliver madet af personalet, og hun sidder ved sit eget bord, mens de andre sidder sammen. Måske fordi hun foretrækker det? Eller måske fordi de andre beboere har det bedst sådan? 

Efter maden sad hun alene, og hun begyndte at sige lyde. Jeg satte mig hos hende og tog hende i hånden. Jeg prøvede virkelig at tyde, hvad der kunne være i vejen. Hun prøvede virkelig også at sige, hvad hun ville, men det kom helt forkert ud. Hendes blik var ikke fjernt eller tåget eller truende. Når jeg aede hendes hånd, var det som om, lydende blev svagere. Vi kiggede på hinanden, og det endte med, at hun sagde 'ja' til en kop kaffe. 

Gerda findes derinde et sted. Bag de pjuskede øjenbryn og den bryske facon, men bliver hun stimuleret til at holde fast og til at prøve? Det er et virkelig godt plejehjem, og personalet er utrolig dygtigt og tålmodigt. Men undersøgelser viser også, at hvis der er et par minutter til overs, bruger personalet hellere den tid sammen med de velfungerende og hyggelige beboere end sammen med mere krævende som fx Gerda. Det forstår jeg godt.

 Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Jeg har tænkt over det før, når en beboer skal rømme sig for at svare, fordi stemmen nærmest ikke har været brugt til at sige noget hele dagen. Jeg har tænkt på, om den ville være gået i en børnehave? Ville voksne acceptere, at børnene gik en hel dag uden at blive udfordret og socialiseret? Hvis beboerne på plejehjemmet havde haft forældre til at kræve, at de faktisk blev stimuleret, tror jeg også, de ville kunne mere, end de ser ud til at kunne idag.

Når jeg bliver ved med at troppe op, er det fordi, jeg en råkold vinterdag kan minde Ruth om alle de mennesker, hun har hjulpet med sine strikkede lapper. Hvor fantastisk det må være at blive velsignet med hjemmestrikket varme, når man lever på gaden. Fra hende. Hun kom ud af slumretilstanden og fik glød i øjnene, og jeg fik det bedste tandløse smil. Og i går gik jeg glad derfra, fordi jeg for første gang hørte Gerda sige noget, jeg kunne forstå. Hun sagde 'mange tak'.

Hurra for nyhedsbrevet

Det var nyhedsbrev nummer 12, jeg sendte ud tidligere i februar, og det er altid sådan en fornøjelse at dele billeder fra årets gang gennem haven, lidt elektronik-nyt og brevkassen.

Efter hver rundsending får jeg altid nogle meget søde hilsner tilbage, hvor jeg lige får en status fra nær og fjern. Måske et spørgsmål til brevkassen, eller også lidt billeder fra andres haver eller også en video, som den Henning har sendt og givet mig lov til at dele her på bloggen.

Jeg vidste slet ikke, han spillede harmonika, men se selv ved at klikke på billedet her til højre.

Det er virkelig sådan en glæde, når den månedlige mail betyder, at modtageren får lyst til også at dele.

Det er ikke fordi, der er så mange på mailinglisten, men dem der er, er de helt rigtige. Normalt er der omkring 15-18 pct. af modtagerne, der åbner sådan et nyhedsbrev, mens der hos mine e-venner er omkring 70 pct., der åbner mailen. Det er vildt flot.

Når det næste nyhedsbrev kommer rundt om et par uger, så har Din e-hjælp sendt ud i et år. Tillykke med den første fødselsdag og hurra for alle der læser med :-)

Hvis du endnu ikke er på mailinglisten, kan du komme det ved at klikke her.

Sikke højdepunkter - hold da op

For akkurat et år siden vrimlede det med sommerfugle i min mave. Jeg havde nemlig inviteret 50 seniorer, der ellers skulle have siddet alene, til juleaften. Det havde været lidt af en mundfuld at stable FRIJUL på benene, men det så ud til at lykkes – og hvilken skøn aften det blev!

 Vi var samlet 3085 år under samme tag sidste juleaften. Klik på billedet og scroll ned for at se flere billeder fra FRIJUL 2015.

Vi var samlet 3085 år under samme tag sidste juleaften. Klik på billedet og scroll ned for at se flere billeder fra FRIJUL 2015.

Da først julestegen var landet, og krudttågen fra nytåret var lettet, ville jeg aldrig have gættet, at 2016 ville blive så fantastisk. Det begyndte stærkt, da Meisterstück forærede Din e-hjælp en video med Ann. Hun vil helst skrive korte ord ved tastaturet, fx ‘god’ jul i stedet for ‘glædelig’. Hver gang jeg sender nyhedsbrev ud, mailer hun sødt tilbage, og hun underskriver sig med mosefundet. Eller mosen eller mf.

(Teksten fortsætter under videoen)

FRIJULen varede lige til februar, hvor et par af gæsterne optrådte live i Absalon på Vesterbro. Det var bevægelsen Fucking Flink der drømte om få rare mennesker til at give noget flinkhed videre, så det kan spredes som ringe i vandet. Det job passede lige til Hanne og Leon, der fortalte meget levende fra sofaen og ud til publikum i salen.

hanne og leon LIVE.PNG

De, eller det vil sige kun Hanne, fortalte om, hvordan det var at kaste sig ud i at holde FRIJUL sammen med en masse, de ikke kendte på forhånd. De havde aldrig optrådt på en scene før, men det gik bare så godt. Hanne mener ikke, hun vil gøre det igen, men jeg tror nu, hun er til at lokke.

Flere af dem jeg møder som e-hjælper ved godt, at jeg også er journalist. Birgit havde længe forsøgt at få sat ord på sit liv, og nu skulle det være. Derfor sagde jeg ja til at interviewe Birgit og skrive hendes livshistorie. Det blev hun rigtig glad for, som du kan se ved at klikke på videoen her til højre.

Birgit fik 56 A-4-sider, men jeg fik skrevet meget mere i løbet af sommeren. Sammen med Ole Sørensen, alias Rebellen fra Langeland, skrev jeg en bog, der udkom fra forlaget People’s Press 9. november. Det har været en krævende og ret intensiv proces. Og lærerig og virkelig spændende og enormt sjovt. Her til venstre er et billede fra bogmessen, hvor vi optrådte på forlagets scene. Det var en kunstig situation, fordi jeg skulle forestille at interviewe Ole om noget, vi allerede kendte svarene på. Og så var jeg nervøs. Men Ole hjalp mig, og det hele gik såmænd, som det skulle.

Alt det skriveri er mundet ud i et kursus, hvor jeg underviser i erindringsskrivning. I løbet af efteråret havde jeg et hold på AOF, der var tålmodige og dygtige og interesserede. Undervejs talte vi bl.a. om Ritt Bjerregaards bog, og hun deler ud af sine gode råd og erfaringer til mit hold på en lille video, som jeg optog på årets Folkemøde.

Det næste undervisningsforløb bliver på Tisvilde Seniorhøjskole lige efter påske - hvis der kommer tilmeldinger nok.

Ellers ligger 2017 helt åben. Og hvis det kommende år bliver lige så hektisk som i år, er jeg bare helt klar! Jeg er parat til nye fiaskoer, der er uløseligt forbundet med de chancer, der må tages i jagten på sejrene. Du må kunne rejse dig igen. Af dig selv. For hver succes er der en masse fejlskud og lukkede døre, og det minder denne figur mig dagligt om.

Rigtig glædelig jul og et rasende godt nytår :-)

Lyt dog til Forbrugerombudsmanden

Hold da op, hvor har min telefon bimlet og bamlet de sidste par dage.

   Ann var en af de mange, der kom i tvivl - det er svært at huske, hvilken ordning man fik for to år siden. (Foto: mavesen)

Ann var en af de mange, der kom i tvivl - det er svært at huske, hvilken ordning man fik for to år siden. (Foto: mavesen)

Lokalavisen har netop bragt en artikel, der blev delt ud i det meste af København, og hvor jeg gjorde opmærksom på tidsfristen og risikoen for at ryge uforvarende over på digital post. 

Der var bl.a. en mand med en midlertidig ordning, der ikke havde modtaget et brev fra Borgerservice. Hvilket han burde for ikke automatisk at havne på digital post. Der var også den pårørende til en dement mor, som måske havde modtaget et brev - måske ikke. Og så var der også en, der var ved at flytte fra Gentofte Kommune ind til København, og ingen af kommunerne mente, at det var hos dem, hun skulle melde sig og give besked, så hun løb fortvivlet mellem det ene og andet sted.

- Der er så meget på spil, som hun sagde.

Jeg fatter ved grød ikke, hvorfor loven er sat sammen sådan, at hvis man ikke giver lyd, så ryger man uden videre over på digital post - folk har ligesom allerede frabedt sig ordningen. Det kaldes 'passiv accept' eller 'negativ aftalebinding' og det har Forbrugerombudsmanden igen og igen dømt som værende i strid med god markedsføringsskik. 

Ham burde lovgiverne virkelig lytte til.

Har loven overhovedet logik?

I øjeblikket skal 162.986 danskere - igen - tage stilling til, om de fortsat skal være fritaget for digital post. Lige nu har de en midlertidig ordning, der kun løber denne måned med. 

Det er nemlig ved at være to år siden, at alle borgere over 15 år blev tvangsdigitaliseret. Langt de fleste af de 162.986 borgere har denne gang bedt Borgerservice om en permanent fritagelse, så de kan blive ved med at få breve fra det offentlige med posten, siger kontorchef Louise Kampmann fra Digitaliseringsstyrelsen. 

  Reagerer borgeren ikke, inden fritagelsen udløber, bliver man automatisk meldt til. Den slags er logik ulovlig, når det gælder markedsføring, men er helt i orden, når det handler om digitalisering.

Reagerer borgeren ikke, inden fritagelsen udløber, bliver man automatisk meldt til. Den slags er logik ulovlig, når det gælder markedsføring, men er helt i orden, når det handler om digitalisering.

Landets kommuner har sendt breve ud til de mennesker, der igen skal give besked. Hvis kommunen intet hører, bliver personen automatisk og uden videre tilmeldt en digital postkasse. Lige netop den form for tvang, der sådan provokerer mig, og som i sin tid blev startskuddet til Din e-hjælp. 

Hvis et menneske bliver indlagt, så tidsfristen til kommunen overskrides, eller postbuddet ikke får afleveret brevet fra Borgerservice, så er der risiko for, at vigtige beskeder ender i den digitale syltekrukke. Fordi borgeren måske ikke aner, at vedkommende er meldt til. Eller fordi borgeren ikke ved, hvordan han eller hun skal få adgang til beskederne.

Hvorfor bliver folk automatisk meldt til - i stedet for at fortsætte som frameldt?
- Fordi det handler om lovens logik. Og den
siger, at skal fritagelsen være permanent, kræver det en helt ny sagsbehandling, siger kontorchef Louise Kampmann.

Netop 'logikken' i den lov er så infam, at en delegation fra Iran spærrede øjnene op, da de under et besøg i Danmark fandt ud af, at grunden til så mange borgere er digitale, er fordi det trukket ned over folks hoveder ved lov. Den slags ville aldrig gå hjemme i diktaturstaten. 

Sørg for at give din kommune besked senest 30. oktober, hvis du har den midlertidige fritagelse. Du kan også udstyre andre med en fuldmagt, hvis du selv skulle blive forhindret.

Hent fuldmagten ved at klikke her

Gør-det-selv: Skriv dine erindringer

Jeg kunne med det samme lide Birgit. Den første gang jeg mødte hende, var i begyndelsen af 2015, og da var hun 92 år. Nu er hun 93 år, og inden efteråret er omme, ender endnu et lys i lagkagen.

   Se videoklippet med Birgit (nederst) hvor hun fortæller om arbejdet med sine erindringer. (Privatfoto)

Se videoklippet med Birgit (nederst) hvor hun fortæller om arbejdet med sine erindringer. (Privatfoto)

I sin lejlighed støtter hun sig til sin rollator, og i livet læner hun sig op ad et stærkt intellekt. Hun har oplevet meget, og meget længe har hun drømt om at få fanget og formuleret nogle af de vigtigste øjeblikke. Nogle af de sejeste træk og nogle af de vidunderligste personer.

Læs mere om Birgit ved at klikke her.

Jeg er glad for, at Birgit valgte at fortælle om sit liv til mig. Om dengang hun som nybagt mor sejlede over Atlanten for at bosætte sig i New York med sin mand i 1946. Sejlturen varede 12 dage, og hun var søsyg, før skibet var ude af havnen. Derefter flyttede familien nogle år til Bombay, hvor hverdagen betød tjenestefolk i hjemmet og diplomatopgaver ude i byen. Hun valgte selv at lade sig skille. Senere fulgte et andet ægteskab og derefter skilsmisse nummer to efter 23 års samliv.

Birgit og jeg valgte sammen, at den røde tråd gennem hendes historie skulle have arbejdstitlen 'Mændene i mit liv', hvor vi begyndte med faren og sluttede med den voksne søn. I mine interview og i teksten er det altså mændende, der kommer i forreste række, men en fars rolle afhænger meget af, hvem der er mor. Ligesom minderne om en søns opvækst også afspejler hans samspil med hans søster. Så mændene er indgangsdøren til også at tale om de vigtige kvinder og videre ind i minderne.

Læs lidt om Birgits mor ved at klikke her

Efter næsten 20 timers bånd, udskrift, udprint og korrektur har hun nu et manus på 57 sider. Det bliver aldrig 93 års levet liv 1:1, men i takt med at det er sværere at huske, er det stensikkert, at det på skrift er erindringerne, der ikke er til at glemme.

Vi har allesammen hver vores historie at fortælle, og de er alle virkelig vigtige. For os selv, men også for vores nærmeste. Til september underviser jeg i erindringsskrivning. Hvordan få struktur på stoffet? Og hvordan få det formidlet? Hvilke overvejelser skal vi gøre os, når vi inddrager andre? 

Mit kursus løber over otte uger med tre lektioner ad gangen. Det er på Frederiksberg i AOFs regi, og der er plads til ti på holdet. Skal du være en af dem?

Meld dig til kurset eller læs mere ved at klikke her

Se videoklippet herunder, hvor Birgit svarer på "Hvad har du fået ud af at fortælle dine erindringer?" Klik midt på videoen for at afspille.

I det gode selskab

Jeg blev rigtig glad, da direktøren for Ensomme Gamles Værn spurgte, om jeg ville være med i deres repræsentantskab.

 Christine E. Swane er direktør i Ensomme Gamles Værn, og hun er desuden kultursociolog, ph.d. 

Christine E. Swane er direktør i Ensomme Gamles Værn, og hun er desuden kultursociolog, ph.d. 

EGV er en fond, der støtter forskning og initiativer, der gør seniorlivet mere socialt og helst også lidt sjovere. To psykologer er f.eks. i gang med et fremragende projekt, hvor ældre mødes i grupper og fortæller og deler historier fra deres liv. 

Repræsentantskabet samles to gange årligt, og for ganske nylig blev jeg valgt ind. Det er jeg stolt over, og jeg glæder mig til at være med til mit første møde, der kommer her til efteråret.

Her er teksten, jeg blev valgt ind på:

Jeg er heldig. Jeg har mange gode mennesker i mit liv, og de betyder alverden for mig. Forestillingen om hvordan et liv må være uden f.eks. at have nogen at være fortrolig med, grine med og føle sig som en del af flokken med, gjorde mig i 2003 til frivillig i Ungdommens Røde Kors og deres arbejde med ensomme unge.

Senere som uddannet journalist skrev jeg også om ensomhed. Hvad sker der med mennesker, når vi som samfund straffer kriminelle med tvunget ensomhed og isolation i fængsler? Samtidig opsøger f.eks. buddhistiske munke frivilligt afsondrethed og tavshed for lettere at opnå Nirvana, og det at trække sig tilbage fra andres selskab bliver et værktøj til emancipation. Alle oplever og kender til følelsen af ensomhed, der er universel. Men bliver den følelse til en tilstand og kronisk, bliver den også fatal og dødelig. Derfor prøver jeg at lytte, se og spørge. Være nærværende og dele ud af min egen opmærksomhed, hvor jeg måtte komme frem.

I dag er jeg 43 år og selvstændig. I mit firma har jeg siden 1. november 2014 hjulpet ældre med bl.a. NemID og netbank. Mange af dem jeg møder, har et meget lille netværk, og jeg opdagede, at flere skulle sidde alene juleaften. Derfor lovede jeg mig selv, at jeg ville invitere dem allesammen til juleaften året efter i 2015. På egen hånd stablede jeg frivilligt FRIJUL 2015 på benene, hvor vi endte med at være 50 gæster omkring juleanden på en restaurant i Vanløse. Min kæreste, svigerfar og gamle venner bakkede mig op, hjalp til på aftenen og festede med. Juleaften 2015 mødte jeg en masse nye venner.

Jeg er heldig.

Marianne Vestergaard Nielsen, april 2016