Bag styret

Bid ikke på krogen

- Hvor er jeg glad for at få dig i røret, sukker den fremmede dame lettet i telefonen. Hun ringer og er oprevet. Med virkelig god grund.

Hun hedder Majbrit og fortæller, at hun har haft en mand i røret, der hævdede at være fra Microsoft, og at der var noget galt med hendes computer. Han var svær at forstå, for han talte så gebrokkent engelsk. Selv om hun var skeptisk, fik de hende alligevel til at hente noget ned på computeren.

- Når jeg spurgte ham, om det virkelig kunne passe, at han var fra Microsoft, blev han mopset og skældte mig ud, siger førtidspensionisten.

Han sagde også, at hvis han var en ‘rigtig hacker’, ville han bare kunne gå ind på hendes computer uden videre. I omkring en time prøvede han at få kvinden til at følge sine instrukser, men på et tidspunkt blev hun rigtig bange, og hun truede med politi og lagde på.

- Men så skrev de sådan nogle beskeder til mig inde på computeren, at hvis jeg ringede til politiet, var jeg nu selv blevet kriminel, fordi jeg havde gjort, som de sagde, fortæller hun.

Majbrit bruger ikke sin computer særlig tit, for hun er mest på iPad’en. Hun vil vide, om der nu også er risiko for, at forbryderne har adgang til den også. Det kan jeg berolige hende med, at de ikke har. Hun har heldigvis heller ikke givet dem sine kreditkortoplysninger, men åbenbart en form for fjernadgang. Jeg henviser hende til en dygtig it-konsulent, der kører i hendes område, og som kan komme og kigge på hendes computer.

Det, de skruppelløse idioter gør, er at de oplyser en lang række tal og bogstaver. Helt præcist dette her: 

888DCA60-FC0A-11CF-8F0F-00C04FD7D062

 Ser du denne sorte boks (her i formindsket udgave) er du ved at være gået for langt. Smid røret på.

Ser du denne sorte boks (her i formindsket udgave) er du ved at være gået for langt. Smid røret på.

De påstår, at det er et unik ID-nummer til netop din computer, men det er løgn. Den talstreng ligger på stort set alle maskiner.

Dette her ‘unikke ID’ bliver deres ‘bevis’ på, at de skulle have reelle hensigter. De beder dig om at holde Windows-tasten nede og samtidig trykke på R. Bagefter vil de have dig til at taste ‘cmd’. Så kommer der en sort boks frem, og hvis du ikke allerede har fået dem ud af røret på dette tidspunkt, så gør det nu. 

Det er noget forbandet svineri, og jeg håber virkelig ikke, de får skovlen under flere.

Den var ikke gået i børnehaven

I aftes var der græskarsuppe til forret henne på plejehjemmet. Hver anden onsdag er jeg frivillig måltidsven, hvor jeg sidder med om bordet og prøver at få liv i samtalen. Det har jeg gjort siden september 2015. Efter den orange suppe, der var lidt for stærk for et par stykker og ikke varm nok for nogle andre, var der kartoffelmos med boeuf bourgignon og hjemmesyltede rødbeder.

Menuen fejler ingenting, men det er altså ikke på grund af maden, jeg fortsætter med at dukke op. Nej, jeg er der, fordi jeg gerne vil gøre lidt stads ud af de mennesker, der gennem et langt liv nu er havnet på en etage med fællesspisning på et plejehjem på Frederiksberg.

 Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Der er Ruth, som elsker en mad med rejesalat. Hun har strikket enormt mange firkantede lapper, som hun har sendt videre, hvor andre har syet dem sammen til tæpper, der blev givet til hjemløse. Hun svarer med enstavelsesord, og for nylig var hun havnet i rullestol og virkelig afkræftet.

Overfor Ruth sidder Jytte. Hun er over 91 år gammel, og hun er svært dement. Desuden hører og ser hun også enormt dårligt, men jeg har fået hende til at fortælle lidt om sin baggrund. Hvordan hun elskede at synge i skolen, men det fik hun meget strenge ordrer på var forbudt. Og hvordan hende og tvillingesøsteren var uadskillelige, og at familien boede både på Fyn og senere i Jylland.

I går talte jeg for første gang med Gerda. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg været lidt utryg ved hende, for hun har mistet meget af sit sprog, så det er svært at regne ud, hvad hun mener, når hun sidder i sin kørestol og råber. Høje, uforståelige lyde, der gør de andre ældre nervøse. Hun er en kraftig dame med mange kræfter, men bevægelserne har hun ikke længere helt styr på.

Hun bliver madet af personalet, og hun sidder ved sit eget bord, mens de andre sidder sammen. Måske fordi hun foretrækker det? Eller måske fordi de andre beboere har det bedst sådan? 

Efter maden sad hun alene, og hun begyndte at sige lyde. Jeg satte mig hos hende og tog hende i hånden. Jeg prøvede virkelig at tyde, hvad der kunne være i vejen. Hun prøvede virkelig også at sige, hvad hun ville, men det kom helt forkert ud. Hendes blik var ikke fjernt eller tåget eller truende. Når jeg aede hendes hånd, var det som om, lydende blev svagere. Vi kiggede på hinanden, og det endte med, at hun sagde 'ja' til en kop kaffe. 

Gerda findes derinde et sted. Bag de pjuskede øjenbryn og den bryske facon, men bliver hun stimuleret til at holde fast og til at prøve? Det er et virkelig godt plejehjem, og personalet er utrolig dygtigt og tålmodigt. Men undersøgelser viser også, at hvis der er et par minutter til overs, bruger personalet hellere den tid sammen med de velfungerende og hyggelige beboere end sammen med mere krævende som fx Gerda. Det forstår jeg godt.

 Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Jeg har tænkt over det før, når en beboer skal rømme sig for at svare, fordi stemmen nærmest ikke har været brugt til at sige noget hele dagen. Jeg har tænkt på, om den ville være gået i en børnehave? Ville voksne acceptere, at børnene gik en hel dag uden at blive udfordret og socialiseret? Hvis beboerne på plejehjemmet havde haft forældre til at kræve, at de faktisk blev stimuleret, tror jeg også, de ville kunne mere, end de ser ud til at kunne idag.

Når jeg bliver ved med at troppe op, er det fordi, jeg en råkold vinterdag kan minde Ruth om alle de mennesker, hun har hjulpet med sine strikkede lapper. Hvor fantastisk det må være at blive velsignet med hjemmestrikket varme, når man lever på gaden. Fra hende. Hun kom ud af slumretilstanden og fik glød i øjnene, og jeg fik det bedste tandløse smil. Og i går gik jeg glad derfra, fordi jeg for første gang hørte Gerda sige noget, jeg kunne forstå. Hun sagde 'mange tak'.

Hurra for nyhedsbrevet

Det var nyhedsbrev nummer 12, jeg sendte ud tidligere i februar, og det er altid sådan en fornøjelse at dele billeder fra årets gang gennem haven, lidt elektronik-nyt og brevkassen.

Efter hver rundsending får jeg altid nogle meget søde hilsner tilbage, hvor jeg lige får en status fra nær og fjern. Måske et spørgsmål til brevkassen, eller også lidt billeder fra andres haver eller også en video, som den Henning har sendt og givet mig lov til at dele her på bloggen.

Jeg vidste slet ikke, han spillede harmonika, men se selv ved at klikke på billedet her til højre.

Det er virkelig sådan en glæde, når den månedlige mail betyder, at modtageren får lyst til også at dele.

Det er ikke fordi, der er så mange på mailinglisten, men dem der er, er de helt rigtige. Normalt er der omkring 15-18 pct. af modtagerne, der åbner sådan et nyhedsbrev, mens der hos mine e-venner er omkring 70 pct., der åbner mailen. Det er vildt flot.

Når det næste nyhedsbrev kommer rundt om et par uger, så har Din e-hjælp sendt ud i et år. Tillykke med den første fødselsdag og hurra for alle der læser med :-)

Hvis du endnu ikke er på mailinglisten, kan du komme det ved at klikke her.

Telefonsluser fra helvede

'Post Danmark' står der lidt forvasket på hendes t-shirt, og fra den anden side af den høje skranke forklarer hun mig, hvordan pakkeforsendelser foregår til USA. Måske er det fordi, jeg ikke står på et 'rigtigt' posthus, men ved sådan en bås i Føtex, hvor det er tilfældige kioskmedarbejdere, der både vide, hvad der er i Kaj-kager, sælge blå King's og finde de korrekte pakkesedler for Post Danmark. Eller måske er det fordi hun virker ung og ikke så erfaren. I hvert fald er jeg i tvivl, om jeg har fået ordentlig besked, og derfor vil jeg lige dobbelttjekke ved at ringe til Post Danmark.

 'Du har nu følgende valgmuligheder.... - afslut med #' Retfærdigvis skal siges, at dette opkald ikke er til Post Danmark.

'Du har nu følgende valgmuligheder.... - afslut med #' Retfærdigvis skal siges, at dette opkald ikke er til Post Danmark.

Efter at have ringet op til hovednummeret, bliver jeg bedt om at vente venligst. Det gør jeg naturligvis. Og jeg tænker på alle de gange, jeg har lagt øre til ventemusik rundt omkring, tastet oplysninger ind og 'afsluttet med #', og hvor jeg så alligevel bliver bedt om at gentage dem, når jeg er igennem. Jeg hører også tit en mekanisk stemme sige, at jeg kan 'læse mere på vores hjemmeside...', men helt ærligt - hvis jeg kunne løse det på hjemmesiden, havde jeg nok gjort det fremfor at bruge min tid i røret.

Det værste er, hvis jeg endelig er kommet igennem, og personen vil stille mig om til en anden. Så skynder jeg mig altid at råbe 'stop'. Det er helt utroligt, så vanskeligt det er blevet at få kontakt til et levende mennske. Det er virkelig blevet gjort besværligt, hvis man som kunde ønsker en dialog og ikke bare et link til FAQ på en hjemmeside eller 'tast-selv' på telefonen.

Jeg synes, vi er i farezonen for at miste kontakten med andre mennesker. Og uden kontakt forsvinder respekten også. Jo mere digitalisering, jo mere abstrakt og jo mindre øjenkontakt.

Det er muligt bundlinjen vinder, men jeg synes, alle vi andre ser ud til at tabe.

 

Ferie-fuppet hos tandlægen

Sigrid er tvunget til at sætte sig på trappen i opgangen. Selv om det er koldt. Taxa-chaufføren er gået igen, efter han støttede hende op til første sal, hvor Sigrid har tid hos tandlægen. Men der er ingen, der åbner døren, når hun ringer på som aftalt. Uden støtte kan hun ikke længere stå op, og hun må dumpe ned på det nærmeste trappetrin. Men hun har ikke kræfter til at rejse sig op, så hun kan ikke gøre andet end at vente. På at en tilfældig forbipasserende i opgangen vil hjælpe.

Det er sjældent, 94-årige Sigrid triller ud af lejligheden med sin rollator, for hun har store problemer med sin ryg. Men tider hos tandlægen skal jo passes. Med tre måneders mellemrum betaler hun en taxa ud og hjem for at komme derhen. Fra gang til gang får hun et kort med den næste aftale. Men denne dag har hun bakset sig selv derhen i dyre domme forgæves - klinikken viser sig at have ferielukket.

   Det er ret krævende at komme rundt, når man som Sigrid er afhængig af støtte. Særligt udenfor lejligheden. (Foto: mavesen)

Det er ret krævende at komme rundt, når man som Sigrid er afhængig af støtte. Særligt udenfor lejligheden. (Foto: mavesen)

Det ved Sigrid endnu ikke, mens hun sidder strandet på trappen i opgangen. Hendes bekymring er at få rejst sig op, få fat i en vogn og komme hjem i varmen.

- Heldigvis kommer der nogle søde mennesker, der hjælper mig op at stå. De følger mig ned til tandteknikeren i stuen. Der fortæller de mig, at tandlægen har ferie, og så ringer de efter en vogn til mig. Jeg får også lov til at sidde og vente hos dem, indtil den kommer, siger Sigrid.

Endelig kommer hun hjem, og efter alle de fysiske strabadser og forvirringen er kræfterne for den dag brugt op. Også selv om klokken ikke er meget over middag.

Da tandlægen er tilbage fra sin ferie, ringer Sigrid til klinikken. Hun vil i grunden gerne have en forklaring. Da telefondamen ikke kan svare på noget, insisterer Sigrid på at tale med tandlægen himself.

- Først 'har han ikke tid', men så tager han alligevel røret. Han siger, at han har ringet til mig og fortalt mig om ferielukningen. Men altså - hvis du har snakket med ham, så har jeg også, siger Sigrid, der ikke kan gøre så meget andet end bestille en ny tid.

Det er muligt, Sigrid går enormt dårligt og at hendes tænder, har haft det bedre. Men der er altså ikke noget galt med hendes hørelse, hukommelse eller hoved i øvrigt. Nogle gange er det ligesom om, at andre pakker deres egne fejltagelser ind i, at det er de ældre der er noget galt med, for 'de er jo halv-senile alligevel'. 

Desværre mister denne her tandlæge ikke engang Sigrid som kunde, for det er for krævende og uoverskueligt for hende at skulle finde en anden. Og hun er ikke svag nok til at kommunen vil give hende tandlægebesøg derhjemme.

Hatten af for Sigrid, der insisterer på at kæmpe. Kæmpe for at holde sig mobil, overholde sin del af aftaler og kræve en forklaring - ikke en undskyldning. Selvom det var mere på sin plads.

Nyt år - nye vaner

Nytårsfortsæt har det med at fise ud i sandet for mig, men i år tror jeg på det :-)

     På Republikken på Vesterbrogade 26 har jeg lejet mig ind, og det er allerede ret fantastisk. 

 

På Republikken på Vesterbrogade 26 har jeg lejet mig ind, og det er allerede ret fantastisk. 

Noget helt centralt er, at jeg har fundet en hyggelig og betalelig kontorplads på Vesterbro, hvor mange andre, ligesom mig, er i gang med at lære at stå på egne enkeltmands-ben. 

En anden ny og meget vigtig ting for 2016 er, at jeg fra nu af får en professionel bogholder til at tage sig af debet og kredit. Og den fordømte momsafregning hvert kvartal! Hold nu op, den nye vane glæder jeg mig til. 

At løbetøjet ikke rigtig har været i brug her efter årsskiftet skyldes frostgraderne og sneen - det er i hvert fald ikke et nytårsfortsæt, der allerede er droppet :-)

Nye TDC-kunder burde takke Lise

Lise har bredbånd og fastnettelefon hos TDC. Hun får hver måned regningen med posten, og den vil hun hellere have sendt til computeren.

      Tjek lige hastigheden - 6 MB for 404 kroner. En dobbelt så hurtig forbindelse kan fås for under 200 kroner.

 

Tjek lige hastigheden - 6 MB for 404 kroner. En dobbelt så hurtig forbindelse kan fås for under 200 kroner.

Da vi skulle i gang, og hun viste mig betalingsoversigten, og jeg så det samlede beløb på 559 kr, stemte det overhovedet ikke. Medmindre Lise havde kimet udlandet ned, og hun er ikke rigtig typen.

De forskellige kodeord drillede, så vi kunne ikke logge ind på hendes kundeprofil for at se, hvad beløbet egentlig dækkede over, og jeg måtte ringe til kundeservice i TDC.

Efter flere tastemenuer og et par omstillinger senere endte jeg hos en, der kunne forklare mig, hvordan TDC var kommet frem til det beløb. Jo, der var et fastnetabonnement, og fra det nummer var der ringet for 1,19 kr. Og så var der bredbånd.

Mig: Og hvad koster det?
TDC: 404 kroner.
Mig: ?!? Om måneden1?!
TDC: Ja. Abonnementet er jo fra 2010.
Mig: !!!

Da jeg ville have Lise over på en bedre forbindelse til en lavere pris, skulle vi så stilles om igen. I mellemtiden havde vi fundet det rigtige login, og mens vi ventede i røret, sad vi og kiggede på TDCs hjemmeside, hvor slagtilbud skulle lokke nye bredbåndskunder til. Javel. Alt i mens de loyale kunder, der betaler overpris, skal finde sig i en kummerlig behandling.

Efter lidt tovtrækkeri endte det med, at Lise fremover kommer til at spare 200 kr om måneden. Og får en forbindelse der er mere end tre gange så hurtig.

Det værste er, at jeg i kampens hede ikke fik fortalt TDC, at Lise gerne vil have eletroniske regninger.

Gad vide, hvad det koster...

Hurra for Birgit

digital hjemmehjælp

Birgit ligner ikke en på 92 år. Hun holder sig enormt godt, selv om der naturligvis må være skavanker hist med benene og pist med hørelsen. Hun er enebarn fra Næstved, og som voksen bor hun i en årrække med sin første mand og deres børn i både New York og Indien, i en tid hvor billeder er i sort/hvid og hurtige meddelelser bliver telegraferet.

Hun har familie i Maine, USA, og da hun i sine sene 80'ere skal til et barnebarns bryllup, har hun lidt tid på egen hånd i New York. Hun slentrer nostalgisk op ad Fifth Avenue i storbyen, hvor hun føler sig så hjemme. Der på hjørnet af Central Park og Fifth Avenue finder hun en interessant butik med et stort, hvidt æble.

- Jeg er solgt med det samme. Det er sådan et imponerende rum, der er indrettet helt exceptionelt. Jeg er klar over, at det er noget elektronik, de sælger, men hvad det præcist er, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at hvis jeg nogensinde skal have sådan noget, skal det være derfra, siger Birgit. 

digital hjemmehjælp

Hjemme i Danmark igen går der et par år, før Birgit beslutter sig for at købe en bærbar computer. Hun anskaffer sig naturligvis en MacBook. Den har stået i nogle år uden at blive brugt, men nu er Birgit godt i gang med at lære at maile. 

Birgit overrasker mig hele tiden, og jeg spærrede også virkelig øjnene op, da hun smækkede en Mac og en mus på bordet. I det hele taget er hun en ret enestående person.

Og i dag har hun fødselsdag - stort tillykke, Birgit!

Du ligner heller ikke en på 93 år.

Hurra for kvinders stemmeret

Otte år inden Birgit Packness blev født, fik danske kvinder stemmeret. I dag er det 100 år siden, og selv om grundlovsdag altid er en frihedsdag, er det i år en særlig vigtig mærkedag. Også for 92-årige Birgit Packness, hvis egen mor skilte sig ud fra mængden.

Moren, Laura, var kvindesagsforkæmper, og hun blandede sig også i politik. I to perioder var hun medlem af byrådet i Næstved for Det Radikale Venstre. Her ses hun på højre side af bordet, placering nr. tre inde i rækken.

   Næstveds Byråd i mødesalen anno 1950. Tre kvinder ud af de 15 medlemmer, og Laura Nielsen er opført som 'husmoder' blandt mændenes titler som 'konsul', 'amtsforvalter' og 'lektor'. (Foto: Melberg, Næstved Arkiverne)

Næstveds Byråd i mødesalen anno 1950. Tre kvinder ud af de 15 medlemmer, og Laura Nielsen er opført som 'husmoder' blandt mændenes titler som 'konsul', 'amtsforvalter' og 'lektor'. (Foto: Melberg, Næstved Arkiverne)

Hver lørdag mødtes moren med andre af byens kvinder på konditoriet iført hat og slør. Birgit husker bedst hvordan børnene fik kage, og hvordan byens centrum på denne ugentlige torvedag var fyldt med liv. Moren spillede også kort med de andre damer, men Laura gjorde sig upopulær, da hun insisterede på at betale sin unge pige i huset en anstændig løn.

Det var de andre damer ikke meget for. De prøvede at tale Laura fra det, 'for det ødelægger det for os andre', lød deres påstand. Det var hun ligeglad med. Laura Nielsen gjorde, som hun mente rigtigt.

- Der var mange kvinder, der faktisk var modvillige i forhold til min mor og hendes gerninger. De mente, min mor var for yderligtgående.

   Birgit Packness mødte Din e-hjælp, da hun gerne ville gøre nogle af minderne fra et 92 år langt liv digitalt tilgængelige.

Birgit Packness mødte Din e-hjælp, da hun gerne ville gøre nogle af minderne fra et 92 år langt liv digitalt tilgængelige.

I Birgits barndomshjem støttede hendes far også kvindesagen. Altså, ikke sådan at forstå at han f.eks. lavede mad, han kunne ikke engang lave en kop te, men på sin egen blide og behagelige facon lod han sin kone kæmpe for det, de begge troede på.

I dag husker Birgit, hvordan hendes mor godt kunne være skrap.

- 'Kvinder har ikke kunnet gennemføre noget, uden at opgive noget af den blide kvindelighed', sagde min mor engang. Og det er fantastisk, hvad kvinderne har opnået. Jeg har selv fulgt kvindesagen nøje, og i begyndelsen var det naturligvis min mor, der fik mig igang. Men i de senere år har jeg ikke fulgt helt så meget med.

- Nu er jeg mere optaget af at følge med i tennis. 

Det første dødsfald

Fjernsynet kørte altid for fuldt drøn, og der var skruet helt op for lyden af de tyske nyhedsoplæsere. På skænken stod en ramme med et falmet sort/hvid foto af Irmgard som barn, der holdt i hånd med sin far. Hun var fra Bayern, og da jeg fortalte, at min kæreste har boet seks år i München, udbrød hun:

- Ach, lustich!

74-årige Irmgard talte udmærket dansk med en letgenkendelig tysk accent, og hun sluttede gerne sine sætninger af med, 'min ven'. Hun sagde tit, 'ja, det er godt, min ven' eller 'vi ses, min ven'. Det var sjældent, hun missede en nyhed fra hjemlandet, og hun havde stærke holdninger - også til det danske sundhedsvæsen, som hun ikke var helt tilfreds med. For at sige det mildt. 

Fra sin kørestol bestilte hun dagligvarer fra irma.dk, og hun var afhængig af at få bragt sine indkøb til døren. Jeg hjalp hende først med en ny router og bagefter med en ny bærbar, og det blev til flere besøg, hvor jeg senest havde nogle erantis med fra min have til hende. Hun bød på et glas vin, men den dag havde jeg ikke tid.

Onsdag inden Skærtorsdag ringede jeg for at ønske hende en god påske. Der var ingen hjemme og heller ikke svar på mobilen. Jeg slog det hen og prøvede igen efter påske - samme resultat. Måske var hun 'bare' blevet indlagt? Endnu en gang prøvede jeg begge numre i går, og denne gang røg mobilen direkte på svareren. 

Efter flere opkald rundt til vicevært, administration og rengøringsdame fik jeg opklaret, at Irmgard døde den 31. marts. Forhåbentlig smertefrit og roligt, men det kunne jeg ikke få at vide. 

din e-hjælp ehjælp digital hjemmehjælp hjemmebesøg

Hvor ville jeg ønske, jeg havde ringet en enkelt dag tidligere, for så havde jeg nået at hilse på hende. Hvor vil jeg håbe, hun havde fred i sjælen, da hun døde.

Og at der var skruet helt op for fjernsynet.

Æret være dit minde, Irmgard.