De græder, når de ser mig

Else har foræret mig et par hjemmesko, der bare står og venter på, jeg kigger forbi.

'Jeg har aldrig gået i dem, og de er så gode som nye, så du kan roligt bruge dem', sagde hun. Det er sådan et par i mørkt velour og med en kilehæl i gummi, så jeg skridsikkert vokser et par centimeter i højden.

Jeg havde dårligt stukket fødderne i dem i går, inden det væltede ud af Else, at hun var så ked af det. Hun begyndte at græde. Lægens sekretær havde proklameret, at doktoren selv ville ringe næste morgen ('og det plejer han aldrig selv at gøre, så det er nok noget alvorligt'), og hun kunne ikke være i sig selv af spekulationer, bekymringer og ængstelse for, at det garanteret ville være med en væmmelig besked.

'Jeg føler mig ellers så rask, men det er svært, når jeg ikke kan tale med nogen om det', hulkede hun. Jeg gav hende et klem og fik hende beroliget, og så aftalte vi, jeg ville komme forbi igen her idag, hvor opkaldet skulle ske. Heldigvis havde lægen kun haft roser tilovers for hendes helbred. Hun er 87 år.

Jeg måtte også finde køkkenrullen frem til en tysk dame, der sidder i kørestol. Det har hun gjort i et års tid, og den situation har hun svært ved at vænne sig til. 

'Da jeg kom i kørestol, var det som om, omgivelserne ikke længere opfattede mig som et menneske. Alt bliver gjort hen over hovedet på mig. Jeg vænner mig aldrig til at blive behandlet som lort', sagde hun. Stort set alt skal hun have hjælp til, og jeg kom i tanke om dengang, hun måtte betale en elektriker 800,- kr. for at få skiftet en pære. 

Før kørestolen blev nødvendig, befandt hun sig i et konstant smertehelvede. Hendes læge havde kigget mistroisk på hende og meddelt, at hun bare skulle tage et par Panodil. Det gjorde hun så. Men for mange. Hun lå bevidstløs i 36 timer, og det kostede hende førligheden. 

'Jeg ville ønske, de ikke havde vækket mig, for den tilværelse jeg har nu, er intet værd', sagde hun også, da hun græd allermest.

Ih, hvor er det svært at sige noget begavet til.

Senere ringede jeg til en 81-årig dame, jeg hjalp før jul, for at følge op. Hendes stemme knækkede over, da hun skulle forklare, at hun ikke var på toppen. Efter et tricktyveri. Det havde banket på hendes dør, og en nydelig ung mand havde spurgt, om hun ikke nok ville skrive et telefonnummer ned for ham.

Naturligvis ville hun hjælpe, og da hun vendte sig og gik i køkkenet for at notere, fulgte han efter. Uset skaffede en anden kriminel sig altimens adgang til hendes soveværelse, hvor alt blev rodet igennem og alle hendes smykker (dem af guld) blev stjålet.

Da det gik op for hende, hvad der var ved at ske, skreg om hjælp til sine naboer. Et skrig i dødsangst. De to usle gerningsmænd stak halen mellem benene, mens hun endte i chok. Ja, faktisk er hun stadig på stærk medicin, fordi hun er så medtaget. Dels er der tabet af smykker med stor affektionsværdi, men allerværst er tanken om, hvad der kunne være sket.

Det har været et par triste dage her i min lille fabrik bag cykelstyret.


Se også billeder af dem jeg møder via 'din.e.hjaelp' på Instagram