Den var ikke gået i børnehaven

I aftes var der græskarsuppe til forret henne på plejehjemmet. Hver anden onsdag er jeg frivillig måltidsven, hvor jeg sidder med om bordet og prøver at få liv i samtalen. Det har jeg gjort siden september 2015. Efter den orange suppe, der var lidt for stærk for et par stykker og ikke varm nok for nogle andre, var der kartoffelmos med boeuf bourgignon og hjemmesyltede rødbeder.

Menuen fejler ingenting, men det er altså ikke på grund af maden, jeg fortsætter med at dukke op. Nej, jeg er der, fordi jeg gerne vil gøre lidt stads ud af de mennesker, der gennem et langt liv nu er havnet på en etage med fællesspisning på et plejehjem på Frederiksberg.

 Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Ruth har ikke længere kræfter til at strikke, men hun har også taget sin tørn med pindene. (Foto: Kara Michele, CC, Flickr.com)

Der er Ruth, som elsker en mad med rejesalat. Hun har strikket enormt mange firkantede lapper, som hun har sendt videre, hvor andre har syet dem sammen til tæpper, der blev givet til hjemløse. Hun svarer med enstavelsesord, og for nylig var hun havnet i rullestol og virkelig afkræftet.

Overfor Ruth sidder Jytte. Hun er over 91 år gammel, og hun er svært dement. Desuden hører og ser hun også enormt dårligt, men jeg har fået hende til at fortælle lidt om sin baggrund. Hvordan hun elskede at synge i skolen, men det fik hun meget strenge ordrer på var forbudt. Og hvordan hende og tvillingesøsteren var uadskillelige, og at familien boede både på Fyn og senere i Jylland.

I går talte jeg for første gang med Gerda. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg været lidt utryg ved hende, for hun har mistet meget af sit sprog, så det er svært at regne ud, hvad hun mener, når hun sidder i sin kørestol og råber. Høje, uforståelige lyde, der gør de andre ældre nervøse. Hun er en kraftig dame med mange kræfter, men bevægelserne har hun ikke længere helt styr på.

Hun bliver madet af personalet, og hun sidder ved sit eget bord, mens de andre sidder sammen. Måske fordi hun foretrækker det? Eller måske fordi de andre beboere har det bedst sådan? 

Efter maden sad hun alene, og hun begyndte at sige lyde. Jeg satte mig hos hende og tog hende i hånden. Jeg prøvede virkelig at tyde, hvad der kunne være i vejen. Hun prøvede virkelig også at sige, hvad hun ville, men det kom helt forkert ud. Hendes blik var ikke fjernt eller tåget eller truende. Når jeg aede hendes hånd, var det som om, lydende blev svagere. Vi kiggede på hinanden, og det endte med, at hun sagde 'ja' til en kop kaffe. 

Gerda findes derinde et sted. Bag de pjuskede øjenbryn og den bryske facon, men bliver hun stimuleret til at holde fast og til at prøve? Det er et virkelig godt plejehjem, og personalet er utrolig dygtigt og tålmodigt. Men undersøgelser viser også, at hvis der er et par minutter til overs, bruger personalet hellere den tid sammen med de velfungerende og hyggelige beboere end sammen med mere krævende som fx Gerda. Det forstår jeg godt.

 Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Gerda skal ikke have noget i sin kaffe, den skal være kulsort. (Foto: Rich Moore, CC, flickr.com)

Jeg har tænkt over det før, når en beboer skal rømme sig for at svare, fordi stemmen nærmest ikke har været brugt til at sige noget hele dagen. Jeg har tænkt på, om den ville være gået i en børnehave? Ville voksne acceptere, at børnene gik en hel dag uden at blive udfordret og socialiseret? Hvis beboerne på plejehjemmet havde haft forældre til at kræve, at de faktisk blev stimuleret, tror jeg også, de ville kunne mere, end de ser ud til at kunne idag.

Når jeg bliver ved med at troppe op, er det fordi, jeg en råkold vinterdag kan minde Ruth om alle de mennesker, hun har hjulpet med sine strikkede lapper. Hvor fantastisk det må være at blive velsignet med hjemmestrikket varme, når man lever på gaden. Fra hende. Hun kom ud af slumretilstanden og fik glød i øjnene, og jeg fik det bedste tandløse smil. Og i går gik jeg glad derfra, fordi jeg for første gang hørte Gerda sige noget, jeg kunne forstå. Hun sagde 'mange tak'.