Farvel min krøllede rejseven

Når i dag slutter, er det for altid forbi for en trofast rejsemakker: Mit fysiske klippekort.

    Der er 622 klippekortmaskiner på perronerne i hovedstadsområdet. Ikke alle skal fjernes, for f.eks. klippekort til cykelbilletter skal fortsat kunne stemples. (Foto: mavesen)


Der er 622 klippekortmaskiner på perronerne i hovedstadsområdet. Ikke alle skal fjernes, for f.eks. klippekort til cykelbilletter skal fortsat kunne stemples. (Foto: mavesen)

Du var mit første titurskort i rutebil nr. 107 mellem Gedved og Horsens, og selv om det var mange penge på en gang, forstod min indre jyde, at du trods alt var værd at samle på. 

Senere flyttede jeg til København, og igen fulgte du mig rundt. Først i HT-området og bagefter var det HUR, der fik tryk på dig, og nu er det Movia, der klipper i dig for sidste gang.

Du har sørget for, jeg kunne tage hen til frisøren og hjem igen på samme klip. Vi har kørt med sent om natten, hvor du måtte tage to stempler for en tur. Dobbelt-op på den kontante lyd, du har lært mig, er det samme som styr på billetten og god samvittighed. Du har aldrig svigtet mig, og du er dejlig konkret og lige til at læse. Enten er du stemplet korrekt, eller også er du ikke. Ingen tekniske problemer med en mobil, der løber tør for strøm. Eller et rejsekort der både skal checkes ind og ud og tankes op. Det hele bliver sværere, når billetten bliver abstrakt og helt usynlig. 

    Et enkelt klip i 'Alle zoner' udløste kørsel i to timer, og et hak i det blå klippekort gav     offentlig transport i en time. (Foto: mavesen)


Et enkelt klip i 'Alle zoner' udløste kørsel i to timer, og et hak i det blå klippekort gav
offentlig transport i en time. (Foto: mavesen)

Siden du kom til i 1975, har du gjort det virkelig godt og blevet rollemodel for rigtig mange. I dag findes der klippekort til alt muligt. Yoga, dyr kaffe og sågar tiden i ældreplejen deles op, så hver enkelt borger selv kan bestemme, om klippene skal bruges på en spadseretur i byen eller ekstra rengøring derhjemme. 

Den allersidste dag du var til salg, var vi en masse romantikere, der lige købte os et ekstra kort. Salget boomede og blev fire gange så stort som en tilsvar-ende søndag året inden. 

Men nu skal vi skilles. Mod min vilje. Jeg ved godt, du bliver klandret for at være gammeldags, men det har aldrig været et skældsord i min bog. 

Jeg kommer til at savne dig, min krøllede og pålidelige rejsefælle. Det bliver aldrig det samme med din usynlige erstatning.


Hvis du blev revet med af hamstringsbølgen, og du nu har ubrugte klip, kan du få pengene retur. Tilbuddet gælder indtil 8. februar 2018. Du skal udfylde et skema, som du enten kan hente ved at klikke her, eller også skal du forbi en station.

Du kan også donere overskydende klip til Børnehjælpsdagen fire forskellige steder i hovedstadsområdet. Læs mere ved at klikke her.