Ferie-fuppet hos tandlægen

Sigrid er tvunget til at sætte sig på trappen i opgangen. Selv om det er koldt. Taxa-chaufføren er gået igen, efter han støttede hende op til første sal, hvor Sigrid har tid hos tandlægen. Men der er ingen, der åbner døren, når hun ringer på som aftalt. Uden støtte kan hun ikke længere stå op, og hun må dumpe ned på det nærmeste trappetrin. Men hun har ikke kræfter til at rejse sig op, så hun kan ikke gøre andet end at vente. På at en tilfældig forbipasserende i opgangen vil hjælpe.

Det er sjældent, 94-årige Sigrid triller ud af lejligheden med sin rollator, for hun har store problemer med sin ryg. Men tider hos tandlægen skal jo passes. Med tre måneders mellemrum betaler hun en taxa ud og hjem for at komme derhen. Fra gang til gang får hun et kort med den næste aftale. Men denne dag har hun bakset sig selv derhen i dyre domme forgæves - klinikken viser sig at have ferielukket.

   Det er ret krævende at komme rundt, når man som Sigrid er afhængig af støtte. Særligt udenfor lejligheden. (Foto: mavesen)

Det er ret krævende at komme rundt, når man som Sigrid er afhængig af støtte. Særligt udenfor lejligheden. (Foto: mavesen)

Det ved Sigrid endnu ikke, mens hun sidder strandet på trappen i opgangen. Hendes bekymring er at få rejst sig op, få fat i en vogn og komme hjem i varmen.

- Heldigvis kommer der nogle søde mennesker, der hjælper mig op at stå. De følger mig ned til tandteknikeren i stuen. Der fortæller de mig, at tandlægen har ferie, og så ringer de efter en vogn til mig. Jeg får også lov til at sidde og vente hos dem, indtil den kommer, siger Sigrid.

Endelig kommer hun hjem, og efter alle de fysiske strabadser og forvirringen er kræfterne for den dag brugt op. Også selv om klokken ikke er meget over middag.

Da tandlægen er tilbage fra sin ferie, ringer Sigrid til klinikken. Hun vil i grunden gerne have en forklaring. Da telefondamen ikke kan svare på noget, insisterer Sigrid på at tale med tandlægen himself.

- Først 'har han ikke tid', men så tager han alligevel røret. Han siger, at han har ringet til mig og fortalt mig om ferielukningen. Men altså - hvis du har snakket med ham, så har jeg også, siger Sigrid, der ikke kan gøre så meget andet end bestille en ny tid.

Det er muligt, Sigrid går enormt dårligt og at hendes tænder, har haft det bedre. Men der er altså ikke noget galt med hendes hørelse, hukommelse eller hoved i øvrigt. Nogle gange er det ligesom om, at andre pakker deres egne fejltagelser ind i, at det er de ældre der er noget galt med, for 'de er jo halv-senile alligevel'. 

Desværre mister denne her tandlæge ikke engang Sigrid som kunde, for det er for krævende og uoverskueligt for hende at skulle finde en anden. Og hun er ikke svag nok til at kommunen vil give hende tandlægebesøg derhjemme.

Hatten af for Sigrid, der insisterer på at kæmpe. Kæmpe for at holde sig mobil, overholde sin del af aftaler og kræve en forklaring - ikke en undskyldning. Selvom det var mere på sin plads.