Hurra for Birgit

digital hjemmehjælp

Birgit ligner ikke en på 92 år. Hun holder sig enormt godt, selv om der naturligvis må være skavanker hist med benene og pist med hørelsen. Hun er enebarn fra Næstved, og som voksen bor hun i en årrække med sin første mand og deres børn i både New York og Indien, i en tid hvor billeder er i sort/hvid og hurtige meddelelser bliver telegraferet.

Hun har familie i Maine, USA, og da hun i sine sene 80'ere skal til et barnebarns bryllup, har hun lidt tid på egen hånd i New York. Hun slentrer nostalgisk op ad Fifth Avenue i storbyen, hvor hun føler sig så hjemme. Der på hjørnet af Central Park og Fifth Avenue finder hun en interessant butik med et stort, hvidt æble.

- Jeg er solgt med det samme. Det er sådan et imponerende rum, der er indrettet helt exceptionelt. Jeg er klar over, at det er noget elektronik, de sælger, men hvad det præcist er, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at hvis jeg nogensinde skal have sådan noget, skal det være derfra, siger Birgit. 

digital hjemmehjælp

Hjemme i Danmark igen går der et par år, før Birgit beslutter sig for at købe en bærbar computer. Hun anskaffer sig naturligvis en MacBook. Den har stået i nogle år uden at blive brugt, men nu er Birgit godt i gang med at lære at maile. 

Birgit overrasker mig hele tiden, og jeg spærrede også virkelig øjnene op, da hun smækkede en Mac og en mus på bordet. I det hele taget er hun en ret enestående person.

Og i dag har hun fødselsdag - stort tillykke, Birgit!

Du ligner heller ikke en på 93 år.