Det første dødsfald

Fjernsynet kørte altid for fuldt drøn, og der var skruet helt op for lyden af de tyske nyhedsoplæsere. På skænken stod en ramme med et falmet sort/hvid foto af Irmgard som barn, der holdt i hånd med sin far. Hun var fra Bayern, og da jeg fortalte, at min kæreste har boet seks år i München, udbrød hun:

- Ach, lustich!

74-årige Irmgard talte udmærket dansk med en letgenkendelig tysk accent, og hun sluttede gerne sine sætninger af med, 'min ven'. Hun sagde tit, 'ja, det er godt, min ven' eller 'vi ses, min ven'. Det var sjældent, hun missede en nyhed fra hjemlandet, og hun havde stærke holdninger - også til det danske sundhedsvæsen, som hun ikke var helt tilfreds med. For at sige det mildt. 

Fra sin kørestol bestilte hun dagligvarer fra irma.dk, og hun var afhængig af at få bragt sine indkøb til døren. Jeg hjalp hende først med en ny router og bagefter med en ny bærbar, og det blev til flere besøg, hvor jeg senest havde nogle erantis med fra min have til hende. Hun bød på et glas vin, men den dag havde jeg ikke tid.

Onsdag inden Skærtorsdag ringede jeg for at ønske hende en god påske. Der var ingen hjemme og heller ikke svar på mobilen. Jeg slog det hen og prøvede igen efter påske - samme resultat. Måske var hun 'bare' blevet indlagt? Endnu en gang prøvede jeg begge numre i går, og denne gang røg mobilen direkte på svareren. 

Efter flere opkald rundt til vicevært, administration og rengøringsdame fik jeg opklaret, at Irmgard døde den 31. marts. Forhåbentlig smertefrit og roligt, men det kunne jeg ikke få at vide. 

din e-hjælp ehjælp digital hjemmehjælp hjemmebesøg

Hvor ville jeg ønske, jeg havde ringet en enkelt dag tidligere, for så havde jeg nået at hilse på hende. Hvor vil jeg håbe, hun havde fred i sjælen, da hun døde.

Og at der var skruet helt op for fjernsynet.

Æret være dit minde, Irmgard.